Antisemtisme i København

Udgivet: January 7, 2024

Liberal Alliance i Københavns kommune tager stærkt afstand fra den stigende antisemitisme, der har eskaleret de sidste år, og i særdeleshed brudt ud i lys lue siden d. 7. oktober 2023, hvor Hamas forestod et brutalt terrorangreb på Israel. Situationen i Israel og Palæstina er desværre konfliktfyldt og meget voldsom og det er ulykkeligt at være vidne til. Desto ulykkeligere er det, at denne konflikt spreder sig og bidrager til antisemitismen i København.

Regeringen igangsatte i 2022 en national handlingsplan mod antisemitisme, men indtil effekterne af denne ses, står vi med en del af vores lokalbefolkning, der føler sig nødsaget til at skjule en del af deres identitet ved at fjerne sine navneskilte fra hoveddørene, vælger at tænde deres menorah, så den ikke ses fra gaden og skjule sin halskæde med davidstjerne. Dette er sørgeligt og uacceptabelt.

Den jødiske befolkning i København udgør en del af vores fælles arv, vi er dem og de er os. Uden den jødiske befolkning skulle vores historie genskrives og vi ville ikke have den by vi har i dag. Det vil være et tab uden lige, hvis den jødiske befolkning skulle svinde ind og flytte bort, som vi ser det i stigende grad andre steder i Europa, og endda så tæt på som i Sverige.

Det er derfor af allerstørste vigtighed, at vi tager afstand til antisemitismen, at vi ikke tier, for dermed at samtykke, men kontinuerligt informerer, italesætter og modarbejder antisemitismen konstruktivt. Antisemitisme hører ikke hjemme i København. De personlige konsekvenser for de, der lever under den er for høj. Intet barn skal leve i frygt i sin egen hjemby, ingen voksen skal føle sig nødsaget til at leve i skjul og slet ikke i København.